Gensidig respekt i et stærkt fællesskab
På Fredericia Realskole er alle børn vigtige i klassens fællesskab - hver eneste dag. Skolen er rammen om elevernes hverdagsliv. Det er deres arbejde, som de passer samvittighedsfuldt sammen med deres læringsmakkere. Det skal vi som voksne vise den allerstørste respekt og medvirke til at skabe et positivt læringsfællesskab, hvor hver enkelt kan vokse og udvikle sig.
Og hvordan gør man så det? Det er der ingen færdig opskrift på, men på Fredericia Realskole har vi 125 års erfaring og et solidt fundament, som vi i fællesskab bygger videre på hver eneste dag.
Fredericia Realskole bygger på et kristent dansk kulturgrundlag, hvor ordentlighed og gensidig respekt er en selvfølge. Vi opdrager eleverne til at være høflige, hensynsfulde og vise tolerance for forskellighed.
Hos os lærer de at samarbejde, giver noget af sig selv og oplever glæden ved at være en del af et stærkt og levende fællesskab. Det gælder til den fælles morgensang, og det gælder i skolens hverdag i det hele taget.
Engagement og ansvarlighed
Det kræver et stort engagement at lave en god skole, og det er et fælles projekt. Egentlig kan det siges kort: Hvis alle engagerer sig og tager ansvar - elever, personale, forældre - så er chancen for at lykkes meget stor.
Sådan er det på Fredericia Realskole. Vi har et dedikeret og veluddannet personale, som hele tiden arbejder på at skabe den bedst mulige skole for vores elever. Vi har engagerede elever, der er videbegærlige, og som lærer at tage ansvar for deres egne handlinger og et medansvar for fællesskabet.
Vi har en aktiv forældrekreds, der støtter positivt op om deres børns skolegang og deltager talstærkt i skolens mange aktiviteter - og som yder et uvurderligt bidrag til skolens virke i forældrerådet, bestyrelsen og skolens støtteforening.
Læs mere i vores folder om førskolebørn her
Læs mere om os i vores profilfolder her